Stauning, Sverige og den 9. april

Billedet af Danmark den 9. april 1940 som ene og svag, uundgåeligt underkastet tyske interesser, har stået uimodsagt i generationer. Materiale fra blandt andet britiske og svenske arkiver tyder på, at Stauning i perioder selv aktivt undersøgte alternative, sikkerhedspolitiske muligheder. Spørgsmålet er dermed, om der er behov for en revision af fortolkningen af hvilke muligheder og beslutninger, der definerede Danmarks situation den 9. april 1940?

Den 9. april 1940 er en af de datoer i den nationale mærkedagskalender, som selv på flere generationers afstand giver næring til ophidset debat. Den næsten modstandsløse kapitulation har været opfattet som en national fallit og nærede i krigsårene en fantasifuld konspirationsteori om, at den danske udenrigsminister, Peter Munch, under et møde i Rostock i marts 1940 havde aftalt kapitulationen med Heinrich Himmler mod et løfte om en mere human besættelse.

Mere naturligt forekommer det dog at se kapitulationen som en logisk konsekvens af den linje, der med få afvigelser havde været dominerende i danske sikkerhedspolitik i 1930erne og som i øvrigt var blevet sanktioneret af de danske vælgere ved folketingsvalgene. Spørgsmålet bliver derfor snarere om regeringen havde noget alternativ og hvilke konsekvenser en evt. forfølgelse af dette ville have haft.

Forskellige temperamenter
Stauning var i det store og hele enig med Munch om Danmarks sikkerhedspolitiske muligheder og råderum, men de to regeringspartnere havde alligevel forskellige måder at agere på. Stauning justerede sin politik i forhold til aktuelle begivenheder og situationer og handlede ud fra de givne vilkår. Munch derimod førte politik efter et princip. I en verden, hvor det stod mere og mere klart, at den kollektive sikkerhed havde spillet fallit, og hvor Tyskland blev en stadig større trussel, måtte Stauning reagere og efterprøve alternative muligheder. Stauning anså den radikale neutralitetspolitik for at være for doktrinær, men hans egne tanker om forsvarspolitikken blev aldrig væsentlige nok til et brud med regeringspartneren, selvom meget tyder på, at han forud for regeringsomdannelsen i november 1935 overvejede at skifte Munch ud med Erik Scavenius.

Den tidligere leder af Arbejderbevægelsens Arkiv og Bibliotek, Henning Grelle, giver i sin Stauning-biografi desværre kun få svar om Staunings overvejelser og viser kun delvist hvilke sikkerhedspolitiske optioner Stauning afsøgte eller havde mulighed for at forholde sig til. Grelles analyser baserer sig på Staunings egne optegnelser og arkivmateriale i danske arkiver, men det er ikke her brikkerne til et mere nuanceret billede findes. Det gør de derimod i svenske og britiske arkiver.

Nordens grænse
Stauning havde overtaget Forsvarsministeriet den 31. maj 1933 efter H.P. Hansen. Staunings tid som forsvarsminister frem til november 1935 faldt sammen med den fase, da grænsen mod Tyskland stod i centrum af de sikkerhedsmæssige overvejelser i regeringen. Stauning selv markerede allerede ved en tale i Folketinget den 17. oktober 1933 en forsigtig interesse i at undersøge hvilke sikkerhedspolitiske alternativer, der var til P. Munchs tyskvenlige neutralitetslinje. Det gjorde han ved sin tale om ”Landegrænsen imod Syd … som … Nordens Grænse”. Et overgreb her vil være Nordens, hele Nordens sag, sagde han blandt andet og inviterede til at undersøge mulighederne for at etablere et samarbejde og en fælles moralsk front.

Svenske militære planer
Dagen før hans tale i Folketinget havde Stauning haft et møde med den kommanderende general Erik With. Det er ukendt, hvad der har været diskuteret på mødet, men Staunings udtalelser i Folketinget falder påfaldende tæt på, at der den 5.-6. oktober 1933 havde været ført forhandlinger mellem den svenske og danske generalstab i København om mulighederne for at overføre et svensk ekspeditionskorps på indtil 60.000 mand til Tune-stillingen i tilfælde af en tysk aggression. Forhandlinger der var kendte og sanktionerede af den svenske udenrigsminister Rickard Sandler.

Generalstabsforhandlingerne i oktober var en opfølgning på et mere uforpligtende møde afholdt i slutningen af maj inden for rammerne af den svenske forsvarskommissions arbejde. Sigtet var – under hensyntagen til forskellige, sandsynlige krigssituationer – at skitsere en ny svensk forsvarsorganisation, der ville være i stand til at sikre Sverige og som samtidig satte landet i stand til at medvirke i militære sanktionsforpligtelser som medlem af Folkeforbundet. Sverige havde en klar militærstrategisk interesse i at undsætte Sjælland, hvilket ifølge den meget omfattende og detaljerede planlægning kunne ske på to uger ved brug af forskellige havne og fiskerlejer i Øresund. De svenske militære planlæggere anså et tysk angreb på Sverige som i det store og hele udelukket, hvis Sjælland ikke var besat. Sjælland havde derved en central betydning for et svensk forsvar mod Tyskland og det var derfor også i svensk interesse, at Danmark oprustede sit forsvar – en på daværende tidspunkt nærmest utænkelig tanke.

Stauning synes at have været interesseret i at udforske, hvor langt den svenske regering var parat til at forpligte sig, ligesom det vel var vigtigt for ham at markere, at et forsvar ved Tune-stillingen ikke var en acceptabel mulighed for en dansk regeringschef.

Umiddelbart var interessen gensidig. I hvert fald ringede den svenske statsminister, Per Albin Hansson, allerede samme dag til Stauning for at aftale et møde den følgende uge – den 25. oktober – hvor Stauning ifølge Hanssons noter kunne få mulighed for at udvikle sine synspunkter om et udvidet nordisk samarbejde. På mødet afviste Stauning imidlertid pure, at han sigtede til et forsvarspolitisk samarbejde. Tiden var ikke moden og Hanssons udtalelser har formentlig også bragt ham i tvivl: Vidste Hansson reelt noget om de aktuelle forhandlinger mellem den danske og svenske generalstab?

Stauning tager sagen i egen hånd
I løbet af 1930’erne skærpede regimet i Tyskland tonen og det stod stadigt mere klart, at Danmark sikkerhedspolitisk var i en både uklar, men også eksponeret situation. Stauning, der havde afgivet Forsvarsministeriet til Alsing Andersen i efteråret 1935, synes i stigende grad at have haft behov for at undersøge alternativer til Munchs lodsfisk-politik. Et behov som udmøntede sig som en selvstændig, aktiv udenrigspolitisk linje for i foråret og sommeren 1937.

Mandag den 8. marts 1937 holdt Stauning en tale ved et studentermøde i Lund med blandt andre den svenske statsminister, Hansson, blandt tilhørerne. I talen tog han kraftig afstand fra tanken om et dansk-svensk forsvarsforbund. Efter hans mening var det næppe meningen, at Sverige og Danmark alene skulle indgå et forbund imod alle andre. Der måtte være tale om hele Norden; altså foruden Sverige og Danmark også Finland, Island og Norge. Et sådant forbund var ”utopi”. At spekulere heri ville ”skabe en farezone, fremkalde en mistænksomhed, som nu næppe findes, og som i hvert fald er ubegrundet”. Stauning sluttede af med at tilføje, at hvis man ville ”have dette problem løst”, måtte det ”føres frem til behandling hos de ansvarlige i nordens lande.”

Baggrunden for Staunings tale var bl.a. den svenske konservative og liberale presses kritik af det danske forsvars tilstand, som den betragtede som den væsentligste hindring for et nordisk forsvarsforbund. Denne kritik forekom øjensynlig Stauning forloren, fordi de ansvarlige svenske ledere gang på gang havde gjort det klart, at Sverige ikke ville gå ind i et formaliseret militært samarbejde med Danmark. Senest havde den svenske udenrigsminister, Rickard Sandler, i en samtale med Munch og Stauning den 5. februar samme år, på disses udtrykkelige forespørgsel, svaret, at ”Sverige ikke havde for skik at binde sig.” Selv om den nordiske option således ikke længere syntes farbar skulle Stauning vende tilbage hertil i løbet af sommeren i forbindelse med et møde i den Nordiske Samarbejdskomité.

På besøg i London
Den manglende svenske lyst til at forpligte sig berørte Stauning også i en samtale med Englands udenrigsminister, Anthony Eden, den 7. april 1937. Det lå tilsyneladende Stauning stærkt på sinde, at få undersøgt den engelske holdning til det dansk-tyske grænsespørgsmål. Under samtalen med Eden, omtalte han således muligheden for en tysk aggression mod Sønderjylland som middel til en udvidelse af den tyske kæde af u-båds og flyvestationer langs Nordsøkysten.

Stauning understregede, at det var meningsløst at tale om militært samarbejde mellem de skandinaviske lande uden nogen aftaler om gensidig støtte. Danmark havde ikke været parat til, at tage ”certain steps of a military character” som den svenske generalstab havde bedt om, fordi Sverige ikke selv havde været parat til at give Danmark ”a guarantee … if attacked”. Var hjælp fra svenskerne udelukket, var en engelsk, militær garanti det bedste alternativ for Stauning. Og der er flere indikationer på, at han søgte en sådan.

Af den britiske udenrigsministeriums interne sagsbehandling fremgår det, at man her mente, at netop det var et af hovedformålene med Staunings besøg i London. Meget tyder også på, at Stauning under sine samtaler med Eden og Nevil Chamberlain fik et praj om, at Danmark - ved at vise sin vilje til at modstå en tysk aggression - ville gøre det lettere at opnå britisk hjælp. Men Stauning var lige så lidt som nogen anden dansk beslutningstager opmærksom på, at den britiske garanti-politik endnu ikke var fastlagt og at den kunne påvirkes ved diplomatisk pres. Tværtimod tog Stauning hjem fra London med en klar opfattelse af, at briterne ikke ønskede at forpligte sig.

Ikke-angrebspagt med Tyskland?
Med udsigten til hverken britiske eller svenske garantier vendte Stauning sig nu direkte til Tyskland. I begyndelsen af juli 1937 henvendte han sig til Tysklands gesandt i Danmark, von Renthe-Fink. Skønt Stauning ikke var særlig præcis fremhævede han dog, at det dansk/tyske forhold kunne blive forbedret, hvis tyskerne ville give Danmark en udtrykkelig ikke-angrebsforsikring. Tankegangen bag denne henvendelse, at gøre noget offensivt for at skabe en effektiv sikkerhedspolitik i stedet for Munchs passivitet, var den samme, men strategien er unægtelig svinget 180 grader fra at ville afbalancere og modstå den tyske trussel til at søge tryghed i en forståelse med Tyskland. Tysklands officielle svar kom først den 24. november, men Stauning havde allerede længe inden indset, at tyskerne ikke ønskede at give en sådan forsikring. Den kom først i 1939 og da på tysk opfordring.

Nordisk garanti endnu engang
Som nævnt vendte Stauning tilbage til den nordiske option i løbet af sommeren 1937, da han bad om en streng fortrolig meningsudveksling om mulighederne for militært samarbejde i Skandinavien i den nordiske socialdemokratiske arbejderbevægelses samarbejdskomité. Desværre blev Stauning på grund af en hospitalsindlæggelse forhindret i selv at deltage, så vi ved ikke, hvilke forventninger han havde. Mødet dokumenterede imidlertid endnu engang, at end ikke svenskerne var parate til at yde Danmark andet end moralsk støtte i tilfælde af en tysk aggression. Den svenske statsminister slog endog fast, at der ville gå mange år før et forsvarsforbund kunne blive en realitet. Havde Stauning således ønsket at undersøge om svenskerne – som pressespekulationerne indikerede – havde ændret holdning til et formaliseret forsvarssamarbejde, var svaret et klart nej.

Efter dette møde forsvandt Staunings udenrigspolitiske aktivisme. Helt frem til udbruddet af krigen overlod han det til Munch at føre politikken, og den blev gradvis mere tilpasset det stadig mere truende og stærke Tyskland.

Nye svenske overvejelser

Den svenske generalstab, der siden de første møder med den danske generalstab i 1933 havde været i løbende dialog med denne, vendte i foråret 1938 tilbage til overvejelserne om svensk militær hjælp til Danmark i tilfælde af et tysk angreb. Det skete i forbindelse med en revision af den svenske hærs krigsplanlægning. Folkeforbundets sanktionssystem var da brudt endeligt sammen og en evt. overførsel af svenske stridskræfter på indtil 60.000 mand ville således være udtryk for en egentlig strategisk overvejelse eller udtryk for en nordisk solidaritet. Den svenske generalstab mente, at det i visse situationer burde overvejes, om Sverige skulle være parat til at støtte Danmark militært. Dette forslag blev forelagt for den svenske udenrigsminister, Sandler, den 29. maj 1938. Denne mente imidlertid, at forslaget var for omfattende og det blev efterfølgende taget ud af den svenske militære planlægning.

En statsministers overvejelser
Samlet tegner der sig altså et billede af en statsminister, der i stigende grad var usikker på, om den linje udenrigsminister P. Munch førte, gav Danmark den fornødne sikkerhed. Stauning foretog derfor selvstændige sonderinger, som tydeligvis var ukoordinerede med Munch og hvis resultater ofte bar præg af, at Stauning ikke var en skolet diplomat, men at han også var usikker på Danmarks sikkerhedspolitiske situation og på hvor høj en pris, han var parat til at betale for større klarhed. Han var ikke parat til at ofre samarbejdet med de radikale og han var tydeligvis heller ikke parat til at acceptere en dansk, militær oprustning. Derved måtte resultatet nødvendigvis blive en stigende dansk isolering.

Der er således næppe nogen tvivl om, at de initiativer og forhandlinger om et dansk-svensk militært samarbejde som udfoldede sig fra 1933-38 fra starten var belastet med to svære odds. Det ene var Danmarks uvillighed til at opruste. Det andet var Sveriges ulyst mod at binde sig overfor Danmark.